MadbloggerUdfordringen #13: Samarbejdets kunst m. benspænd

 

Rigtig mange madbloggere arbejder som oftest alene, og de der er to om bloggen er blevet vant til at samarbejde, og har sikkert fundet deres indbyrdes roller. Og SAMARBEJDE, det er netop hvad selve udfordringen denne gang går ud på. Du skal samarbejde med en anden madblogger om at sammensætte en sommer menu.Hvis du altså tør.

Hvem du bliver teamet op med, finder du ud af et par dage efter deadline for tilmelding, og makkerparrene bliver valgt ud fra hvem der kunne tænkes at gavne, men også udfordre hinanden. Der er jo tale om MadbloggerUDFORDRINGEN.

Om I går efter den klassiske tretrinsraket – forret, hovedret og dessert, om I fyrer op under grillen, I serverer et væld af små retter eller hvad I nu måtte finde på, det bestemmer I helt selv. Temaet er sommer mad, fordi ja, det er sommer når indlæggene rammer jeres madblogs, og hvad er sommermad så? Det bestemmer I også helt selv, dog skal minimum tre af ingredienserne være i sæson på disse breddegrader – om de er fra de danske farvande, marker, flyver henover det danske land, findes i skovbunden eller langs kysterne, det styrer I (næsten) selv.

Det lyder da ret let, ikke?

Men så let skal det heller ikke være, selvom det at samarbejde lyder som udfordring nok for mange, derfor er der indflettet et benspænd … så snart alle tilmeldingerne er i hus, bliver I teamet op, og I kan se hvem jeres makker er i et indlæg her på siden. Og hvad I der også kan læse jer til, er hvilket andet makkerpar der vil udfordre jer dét ekstra og bestemme en af de min. tre ingredienser I skal bruge i jeres menu. Selvsagt skal også den ingrediens være i sæson. I bestemmer så omvendt hvilken ingrediens de skal bruge. Dog skal den være til at få fat i, uanset om man bor i by eller på land. Det får I alle en uge til, og så kører det ellers løs.

Om I bestemmer jer for at mødes med jeres makker og gå i køkkenet sammen, om I udveksler idéer via telefonen eller laver en slags cook off online, og står for dele af menuen hver især, det er helt op til jer. Eneste betingelse: I skal samarbejde om menuen, og det skal tydeligt fremgå i indlægget hvordan I er kommet frem til menuen. Hele menuen skal præsenteres på hver enkel blog. Ligesom benspændene skal fremgå.

Deadlines og vigtige datoer:

Fredag d.19.maj er sidste tilmeldingsdato for deltagelse i MBU#13 – Du tilmelder dig ved at skrive en kommentar herunder med link til din blog. HUSK: at angiv tydelig email adresse, sådan at jeg kan skrive indbyrdes kontaktoplysninger ud til jer!

Søndag d.21.maj offentliggøres makkerparrene her på siden, ligesom I vil kunne læse hvilket makkerpar i bliver udfordret ekstra af, og selv skal udfordre.

Søndag d.28.maj er sidste dato for at I giver jeres benspænds-makkerpar besked, og omvendt, om hvilken ingrediens de/I skal bruge.

Fredag d.30.juni er deadline for indlæggene. (Der vil komme et decideret indlæg her på siden, hvor under I linker til jeres indlæg)

I håb om et rekord stort antal tilmeldte modige madbloggere,

Nada/MadbloggerUdfordringen

MadbloggerUdfordringen #3 – Sommermad!

I perioden d.13.6 – 13.7 er der gang i madblogger-køkkenerne rundt omkring, mange er nemlig med i MadbloggerUdfordringens tredje runde.

Denne gang står den på SOMMERMAD, og udfordringen ser ganske anderledes ud: det er nemlig på råvarer man udfordres denne gang. Der er én udfordring i det salte køkken, og én i den søde afdeling. Noget anderledes i denne runde er også, at man ikke får tildelt en makker, men ene og alene udfordres på at 3 råvarer skal indgå i opskriften.

I kommentarsporet herunder kan du finde links til resultaterne af MadbloggerUdfordringen #3.

OBS: det er kun tilmeldte madblogs der deltager i MadbloggerUdfordringen der bedes dele deres link.

HUSK: deadline for indlæg er d.13.7.2014!