MBU#14: Indmad

 

I en række madblogger-køkkener arbejdes der frem til udgangen af april på at udvikle opskrifter med indmad. Indmad er nemlig temaet for denne 14.runde af  MadbloggerUdfordringen – en udfordring uden benspænd, uden makkere og hvad vi nu ellers har haft med for at gøre udfordringen lidt mere udfordrende. Denne gang lyder opgaven blot: udvikl en opskrift på en ret med indmad.

I kommentarsporet herunder vil bloggerne dele link til sine indlæg i takt med at de er klar, og efter deadline vil dette blive til et samlet indlæg med billeder og opskrifter.

Følg også med på Instagram , Facebook og Pinterest  eller ved at følge #MadbloggerUdfordringen14

MadbloggerUdfordringen#14: Indmad

Grillet okselever m.jordskokpuré og ristede kantareller, opskrift + foto: La Cucina Nada

Denne gang skal det handle om indmad. Noget af det der sjældent ryger over disken hos slagteren og som er svært at finde i kølediskene rundt omkring i landets supermarkeder. Hvorfor det er sådan, hænger måske sammen med traumatiske barndomserindringer om skamstegt lever? Eller en opfattelse af at indmad ikke er fint nok at spise? Uanset årsagerne, så må det være på tide at vi får indmaden tilbage på tallerknerne i langt større udstrækning.

Anderagout af indmad med tragtkantareller og salvie, opskrift + foto: Snilde

Ifølge en undersøgelse som Landbrug og Fødevarer har foretaget for et par år siden spiser danskerne 0,2 kg indmad om året og langt størstedelen af indmaden bliver enten eksporteret eller brugt til dyrefoder. Indmad er sundt at spise da det er mager mad og samtidig en god kilde til vitaminerne A, D, E og folinsyre. Desuden er det meste indmad noget billigere end almindelige udskæringer.

Ifølge Gastronomisk Leksikon er indmad følgende , hvis du skulle være i tvivl.

Er du med på udfordringen om, at få indmaden tilbage på langt flere danskeres frokost, – og middagsborde? I så fald skal du kreere en ret med indmad. Ingen benspænd, ingen makker, ingen skal-ingredienser, intet tema – blot skal retten/opskriften være med indmad, og indmaden behøver altså heller ikke spille hovedrollen i retten, men skal indgå.

Kødsovs med skjult lever, opskrift + foto: Madbanditten

Du deltager i udfordringen ved at skrive en kommentar i kommentarsporet her senest d.20.marts 2018, husk tydeligt at angive din blog. Efter deadline for tilmelding slås et indlæg op her på siden hvor du kan dele linket til dit indlæg. Det endelige indlæg skal ramme siden her senest d.28.april 2018. OBS: deadline er fremrykket !

Husk at brug #MadbloggerUdfordringen/ #MadbloggerUdfordringen14 når du deler billeder på sociale medier.

MadbloggerUdfordringen deler indlæggene og udvalgte billeder på Facebook, Instagram og Pinterest. Din blog vil til hver en tid blive krediteret.

Fotos er venligst udlånt af ovenstående madbloggere og er valgt for at illustrere forskellige måder at bruge indmad i retter. Tak for lån.